Vi chokoladeproducenter bruger ofte ordene; kvalitet, håndlavet og hjemmelavet, når vi omtaler vores chokoladeprodukter. Som forhandler og forbruger er det svært at skelne mellem de fine ord, og hvad der egentlig menes med det – for hvor håndlavede er produkterne?

Kathrine Andersen Chokolade vil derfor som de første i chokoladebranchen definere, hvad vi forstår og mener med ordene “kvalitet” og “håndlavet”. Disse ord har vi altid markedsført vores produkter på, og vi gør et stort nummer ud af det gennem hele fremstillingsprocessen.

Kvalitet i vores råvarer
Hos Kathrine Andersen Chokolade bruger vi kun de bedste råvarer. Vi har nøje udvalgt alle vores råvarer og samarbejdspartnere, så vi er sikre på, at vi kan stå inde for kvaliteten. Kvaliteten af råvarerne tjekkes løbende af vore konditorer, inden den indgår i vores chokoladefremstilling. Marcipanen, som fremstilles af Odense Marcipan, er en ekstra grovhakket marcipan, hvor mandlerne tydeligt smages. Vores udvalgte chokolade importerer vi selv fra et lille belgisk chokoladefirma, der hedder Belcolade. Belcolade har gennem en årrække kortlagt chokoladearomaer fra hele verden. Dette studie danner grundstammen om 22 forskellige naturlige chokoladearomaer, som er tilgængelige for os som kunde – for som vi siger “chokolade er ikke bare chokolade”.

Kvalitet i vores fremstilling og pakning
På vores chokoladeværksted har vi udviklet en kvalitetsstandard, som skal sikre en ensartet chokoladekvalitet til vores kunder (se kvalitetsstandarderne). Chokoladen fremstilles, uden at vi tilsætter kunstige konserveringsmidler, ligesom vi kun bruger ren spiritus og ikke essenser. Vores chokolade og marcipan er 100% ren, hvorved smagen af de gode råvarer kommer til sin ret. Efter fremstillingen gennemgår alle vores produkter en skarp kvalitetskontrol. Alt bliver kontrolleret to gange, inden det bliver afsendt til vores kunder; første gang er i selve chokoladeværkstedet, og anden gang er i vores pakkeri. Alle produkter bliver skånsomt indpakket enten i gaveæsker eller i anden forpakning, inden det bliver afsendt med vores transportør.

Kvalitet i vores distribuering
Vi bruger De Danske Fragtmænd som transportør, hvor der er dag-til-dag levering i hele landet. Alle vores produkter bliver afsendt i specialudviklet emballage, der sikrer skånsom håndtering, ligesom alle vores forsendelser bliver afsendt som værdipakker. Vi har bevidst fravalgt ikke at afsende produkter om fredagen for at sikre, at vores produkter ikke står på en terminal i flere dage, inden de bliver leveret til vores kunder.

Kvalitet ud til slutkunden
For at sikre at alle får en unik oplevelse af vores produkter, påsætter vi også en forholdsvis kort holdbarhed på alle produkterne. Vi giver tre måneders holdbarhed på alle produkter pånær flødeboller, som vi garanterer er friske i 14 dage.

Med denne friskhedsgaranti på alle vores produkter sikrer vi, at du altid får en unik oplevelse med et dejligt, friskfremstillet stykke chokolade.

Håndlavet
Der findes ingen definition af ordet “håndlavet”, og derfor bliver ordet også brugt i flæng af mange i chokoladebranchen, selvom der er stor forskel på, hvor håndlavede de forskellige produkter er. På Kathrine Andersen Chokolade er vi stolte af vores produkter og af, hvor håndlavede de er. Vores medarbejdere i chokoladeværkstedet har arbejdet med chokolade i en årrække, og er som konditoruddannede fagligt stolte medarbejdere. Vores definition af ordet “håndlavet” er følgende:

“Håndlavet” betyder, at al dekoration udføres i hånden af en ekspert på området

Kathrine Andersen Chokolade er derfor et resultat af håndværk. Hvert enkelt stykke er manuelt formet, udrullet, fyldt og dekoreret . Som håndpustede glas har hvert stykke sin egen historie, sine egne charmerende særheder.

Historie

1877

Kathrine Andersen bliver født

1898

Kathrine Andersen føder Karen Marie Andersen.
Hun er enlig mor, og det vides ikke, hvem der er far til barnet

1909

Kathrine Andersen åbner sin første butik i Jægergårdsgade

1910

Kathrine Andersen åbner endnu en butik i Bruunsgade nr. 26.
Samme år flytter Kathrine Andersen sammen med postbudet B. Andersen i Aarhus

1922

Kathrine Andersen åbner filial i Søndergade nr. 53

1927

Filialen i Søndergade nr. 53 lukker

1935

En ny butik i Søndergade nr. 40-42 i Aarhus bliver åbnet, der hvor der i dag er Frellsens chokolade.
Endvidere åbner hun butik i Borgporten, Aarhus C

1938

Kathrine Andersen bliver enke

1942

Kathrine Andersen dør.
Hun bliver formentligt begravet i en anden kommune end Aarhus, da hendes begravelse ikke er registreret nogen steder.
Datteren, Karen Marie Johnsson, overtager virksomheden

1949

Butikken i Søndergade nr. 40-42 lukker

1966

Karen Marie Johnsson sælger virksomheden videre til Knud og Bitten Kjærsgaard Frandsen

1973

Karen Marie Johnsson dør. Hun efterlader sig et testamente, hvor hele hendes
formue går til et legat, der skal hjælpe dyrene i Aarhus- For Karen Marie Johnsson

1979

Produktionen af chokolade flytter ud fra 1. sal i Bruunsgade 26 til Oddervej 93 i Højbjerg.
 Knud og Bitten driver fortsat butikken i Bruunsgade, mens Knuds storesøster, Marie Kjærgaard Frandsen, bliver en del af foretagendet
og driver produktionen med dertil ansatte på Oddervej.
Virksomheden hedder nu ”Kathrine Andersen Eftf. Ved K. og M. Kjærgaard Frandsen”

1982

Kathrine Andersen Chokolade bliver kendt efter at have medvirket i en aprilsnar, som sagde,
at man lagde levende ællinger ind i påskeægget

1987

Konceptet for hele virksomheden ændres, da Knud Kjærsgaard Frandsen sælger butikken i Bruunsgade til Japan Foto.
Der skal nu kun satses på chokoladefremstilling

1995

Henrik Larsen overtager Kathrine Andersen Chokolade

2001

Henrik Larsen flytter virksomheden fra Højbjerg til Krogsvej 13, Vitten, i Hinnerup

2007

Jakob Skovsgaard overtager virksomheden

2010

Kathrine Andersen Chokolade, får nyt logo og visuelt udtryk